Skovserne og Tytterne

Skovserne og Tytterne er Ravnekærets vuggestueafdeling. Her er 24 børn i alderen 0-2 år og seks voksne.

Det væsentlige i vores pædagogik er, at vi har en tryg og omsorgsfuld hverdag, hvor vi forsøger at tilgodese det enkelte barn mest muligt. Det betyder blandt andet, at det er barnets behov for søvn, der dirigerer den enkeltes sovetid.

Når nye børn begynder på stuen, er det vigtigt for os, at både børn og forældre føler sig trygge og godt tilpas i vores selskab, så vi får grundlagt et godt samarbejde og dermed fundamentet for barnets fortsatte trivsel og udvikling.

Det første år barnet er i vuggestuen – specielt så længe det er under halvandet år – er omsorgen i højsædet. Det betyder, at det er vigtigt at læse barnet, da det endnu ikke har et egentligt sprog.

Barnet får mulighed for at gøre sig de erfaringer, der hører alderen til, for eksempel at kravle/gå og spise/drikke selv. Det erfarer desuden, hvordan det er at være væk fra forældrene meget af dagen.

Når barnet bliver omkring halvandet til to år, forbereder vi det på en større grad af selvhjulpenhed. Det betyder, at vi begynder at arbejde med at tage strømper og sutsko af og på, åbne bleen ved skiftetid, hente madkassen i køleskabet og øve sig i at smøre brød.

Vi udfordrer barnet i større udstrækning end tidligere; det kommer med på små ture ud af huset, maler, klipper og klistrer mere og deltager mere og mere i livet ude på den store legeplads. Vi sansestimulerer børnene ved hjælp af fingermaling, modellervoks, gynge i hængekøje eller ved at bade/lege med vand.

Generelt for hele børnegruppen arbejder vi meget med fagtesange, musik og dans for at stimulere børnenes sprog og motorik. Desuden prioriterer vi udelivet og vores dejlige omgivelser meget højt.

En typisk dag
6.15
Børnehaven åbner hos Skovserne. Personale og de første børn ankommer. Vi laver morgenmad og dækker bord sammen.
6.15-7.00
Vi spiser morgenmad. Vi får havregrød eller havregryn med mælk.
7.00
Krokodillebørnene går på Krokodillestuen.
7.30
Koglerne og Myrerne går ind på egne stuer.
8.00
Vi bruger tiden på at tage godt imod børn og forældre, så alle kan få en god start på dagen.
9.00-9.30
Vi ordner frugten og varmer boller. Nogle gange hjælper børnene med at dække bord. Vi sætter os til bords på en måde, så alle kan se hinanden. Vi spiser frugt og hjemmebagt brød. Der bliver serveret mælk til. Vi synger mange sange og nyder at være sammen.
9.30
Vi går i gang med dagens øvrige aktiviteter. De børn, som har brug for det, får en lille formiddagslur.
10.30
De yngste børn på stuen begynder at spise deres medbragte madpakker.
11.00-11.30
Børn under et år er på fuld kost, som vi forbereder i institutionen. De ældste børn spiser deres medbragte madpakker. Børnene får serveret vand til maden.
11.30-12.30
Børnene lægges til at sove middagssøvn. De fleste børn sover i krybber, nogle af de mindste sover i barnevogne. Alle børn er blevet skiftet og puslet, inden de lægges til at sove. Vi synger, tæller tæer og lignende imens, så det bliver en hyggelig stund for barnet. De større børn får tid til at øve sig i at klæde sig af og gå på toilettet.
12.20-13.30
Mens børnene sover, holder personalet på skift en halv times pause. Personalet ordner eftermiddagsmad, vasketøj og andre praktiske gøremål.
14.00-15.30
Skovserne bliver taget op fra middagssøvnen, og der bliver hygget om dem, efterhånden som de vågner. Der serveres eftermiddagsmad (hjemmebagt brød/boller, enten med indbagt grønt eller kød eller med ost/pålæg til). Børnene drikker mælk til. Bagefter leger vi resten af dagen, inde eller ude, afhængigt af vejret.
15.30-16.30
Stuen ryddes op og lukkes ned. De sidste børn bliver passet fælles.
16.45 (mandag til torsdag) og 16.30 (fredag)
Ravnekæret lukker. Tak for i dag!

Der er lukket for kommentarer.