Mad og måltider

Her vil vi synliggøre Ravnekærets tanker omkring mad og måltider. Det er tænkt som et redskab til at støtte personale og forældre i hverdagen i forbindelse med mad og måltider i institutionen.

Indholdet er udarbejdet af Mad- og bevægelsesudvalget, som er nedsat af bestyrelsen, og som består af forældre og personale. Det er et fast udvalg, som løbende diskuterer mad og måltider i Ravnekæret. Det betyder, at der kan ske ændringer i forbindelse med den viden og de diskussioner, som opstår undervejs. Udvalget er meget åbent over for idéer og henvendelser.

Hvis du vil vide mere om Mad- og bevægelsesudvalget, er du velkommen til at kontakte Lisbeth Henningsen.

  • Mad og måltider skal leve op til gældende lovgivning, samt Nyborg kommunes kostpolitik for førskoleområdet, som kan læses på www.nyborg.dk, søg på kostpolitik.

Målsætninger for måltider i Ravnekæret

  • Måltiderne skal være ernæringsrigtige, varierede og udfordrende for børnenes sanser.
  • Fødevarerne skal være økologiske i det omfang, dette kan skaffes.
  • Børnene skal gøres bevidste om fødevarernes kvalitet.
  • Måltiderne skal indtages i en god og hyggelig atmosfære, så børnene får en positiv oplevelse.
  • Børnenes selvhjulpenhed, selvværd og fællesskabsfølelse skal styrkes i forbindelse med tilberedning og spisning af måltider i institutionen.

Morgenmad
Morgenmaden er et vigtigt måltid, der sætter forbrændingen i gang og giver et godt grundlag for resten af dagens udfoldelser. Et godt morgenmåltid skal give energi og masser af kostfibre, som giver maven noget at arbejde med foruden at det har en masse gavnlige virkninger på vores sundhed.

Morgenmaden i Ravnekæret består af følgende

  • Havregrød eller havregryn

Der må kun tilføres en skefuld sukker pr. portion.
Børn under et år får tilført fedtstof i grøden.

Madkasse-måltidet
Kl. ca. 11.15 spiser børnene deres medbragte mad sammen med de voksne. Børnehaven serverer et glas mælk og derefter vand efter behov. Børnene må gerne tage en “mad” fra madkassen i løbet af dagen. Tænk på dette når madpakken smøres. Det er derfor en god ide at pakke madderne ind enkeltvis.

Der må ikke være slik, kager, kiks, yoghurter o.lign. i madkassen, da det tager appetitten fra det sunde. Samtidig har det stor handelsværdi børnene imellem.

Læg et lille brev i madkassen med en lille hilsen hjemmefra, klip et lille rødt hjerte og læg det i madkassen, et klistermærke eller en lille sød serviet gør også madkassen hyggelig at få.

Eftermiddagsmåltidet i børnehavegrupperne
Kl. 14.30 samles børnene i deres stuegrupper og spiser et mellemmåltid, bestående af børnenes medbragte eftermiddagsmadpakke og evt. brød fra stuernes brødordning. Der serveres vand til dette måltid. Der er mulighed for at indføre forældre-baseret brødordninger på stuen, sådan som det findes hos myrer, ugler og krokodiller. Koglerne har indført en fredagsfrugtordning, som forældrene står for. Hvilken ordning man ønsker, aftales på stuernes forældremøder.

Vuggestuens formiddags- og eftermiddagsmad
Følgende retningslinjer gælder for kosten hos Skovserne:

Vuggestuebørn under 1 år får sødmælk til formiddags- og eftermiddagsmaden

  • børnene mellem 1 og 3 år får letmælk til formiddags- og eftermiddagsmaden
  • alle børn får vand til frokosten/madpakken
  • de fedtstoffer vi bruger på brød og i madlavning/bagværk er på plantebasis
  • vi anvender fuldkornsprodukter i al hjemmebagt brød, pasta etc.
  • vi får altid hjemmebagt brød til vores formiddagsfrugt
  • vores lette eftermiddagsmåltid er planlagt 14 dage frem

Formiddagsmåltidet foregår omkring kl. 9 og er baseret på børnenes medbragte frugt, som skæres ud og deles rundt. Til det får børnene altid hjemmebagt brød m. plantemargarine og mælk. Vi bruger måltidet til at træne selvhjulpenhed (at hælde i kop, give udtryk for sine behov etc.), øve sociale færdigheder (sende frugtskålen/mælken videre, fortælle noget, se/registrere hinanden etc.), og naturligvis hygge os i hinandens selskab med sang og sjov (sprogtræning).

Eftermiddagsmåltidet foregår i tidsrummet mellem kl. 14 og 15.30, i forlængelse af at det enkelte barn står op efter middagssøvnen.
Børnene bliver præsenteret for dagens menu. Vi tilstræber at sidde sammen med dem og være gode rollemodeller.
Eftermiddagsmaden består typisk af hjemmebagt brød m. div. pålægstyper, ost, leverpostej m. grønt, humus og ærtemos. Nogle gange får vi frugt til brødet. Børnene bliver også tilbudt resten af madkassen som et supplement til eftermiddagsmåltidet, hvis de ikke kan lide det, som institutionen tilbyder.

Smør-selv-dage i børnehavegrupperne
Personalet er ansvarlig for sammensætningen af måltidet, hvad angår sundhed og alsidighed. Børnene kan inddrages i, hvad der skal serveres, og på denne måde få en snak om sundhed. Under måltidet er der altid en voksen der kan hjælpe og vejlede det enkelte barn til at “prøve” at smage på det forskellige.
Ved tilberedningen af måltidet deltager en lille gruppe børn sammen med et personale. Personalet har valgt en lille gruppe for at sikre ro og tid til at snakke om den mad, der tilberedes, hvorfor de valgte madvarer er gode/sunde for os mennesker, og for at personalet kan give en hjælpende hånd, når der er behov for dette. Børnene er med til at klargøre, og snitte ex. grøntsager, lægge de forskellige madprodukter på fade og klargøre servicet til borddækning. Børnene deltager ligeledes i borddækningen.
Måltidet anrettes på fade og børnene vælger selv, hvad de har lyst til at spise med hjælp og vejledning fra et personale, hvis der er behov for dette. Ligeledes smører og skærer barnet selv sin mad ud i det omfang det kan – og ellers, får de igen hjælp af en voksen.
Børnene hjælper hinanden med f.eks. at sende mælk /og vandkande til hinanden, når behovet opstår. Personalet er rollemodeller for børnene og deltager aktivt i fællesspisningen. Måltidet bliver et fællesskab for både børn og voksne, som rummer vigtige læreprocesser, hvor barnet lærer at vise hensyn til andre, at samarbejde og at udvikle sit sprog gennem samtale.

Eksempel på emner til smør-selv-dage:
– Fiskebord
– Pasta m. kødsauce
– Mad fra andre lande
– Julefrokost
– Forskellige salater m. forskelligt kød
– Påskefrokost
– Ristaffel
– Pinsefrokost
– Suppe over bål
– Pizza & salatbar
– Pitabrød m. tilbehør

Andre arrangementer
Dette er en vejledning for både personale og forældre i forbindelse med planlægning af div. arrangementer, der afholdes i Ravnekæret og som rækker ud over fødselsdage.

Arrangementer i Ravnekær er inddelt i to grupper:

Ravnekærets egne arrangementer
Det er højtider og andre fællesarrangementer i børnehaven. Personalet står for alle praktiske detaljer i forbindelse med dette. Herunder servering af mad m.m.

Arrangementer arrangeret af forældre eller personale
Det er for eksempel Krokodillernes afskedsfest, der planlægges sammen med personalet.
I forbindelse med planlægning af begge arrangementer følges Ravnekærets mad-og måltidspolitik. Personalet på dit barns stue rådgiver og informerer gerne omkring institutionens mad- og måltidspolitik og det praktiske vedrørende et arrangement.

Fødselsdage i Ravnekæret
Det skal være festligt og fornøjeligt at holde fødselsdag!

Det er kostudvalgets ønske, at dette lille skrift kan bruges som inspiration til børnefødselsdage i Ravnekæret, så de kan blive festlige og samtidig leve op til børnehavens kostpolitik.

Et barns fødselsdag er en stor begivenhed, der skal fejres med manér. Det betyder fest og mere opmærksomhed end til daglig. Vi finder guldstolen frem og barnet får lov at vælge sin yndlingsfødselsdagssang. Vi leger “Den lange, lange slange” gennem hele børnehaven og pynter op med lys, flag og servietter.

Et godt fødselsdagsmåltid består ikke af slik, sodavand, kage eller is, men derimod af mad, der ser festlig ud, og som gør noget godt for børnene.
Dette gælder både, når fødselsdagen holdes i børnehaven, og når børnehaven bliver inviteret hjem til fødselsdagsfest.

Fødselsdagen holdes om formiddagen.Forældrene er altid meget velkommen til at deltage eller stå for arrangementet i børnehaven.

Er du i tvivl om noget, er du altid velkommen til at kontakte personalet.

Aftal i god tid med personalet, hvornår du gerne vil holde dit barns fødselsdag og oplys om menuen.

Gode idéer til både opskrifter og aktiviteter fås på
www.frugtfest.dk
www.rumlerikkerne.dk
www.arla.dk/karoline

Idéer til fødselsdage
Ristede nødder og mandler
Pindemadder
Tørret frugt
Små sandwich-trekanter fx ost og skinke, æggesalat mm
Cocktail-pølsebrød
Frugtspyd: Alt slags frugt på grillspyd*
Rugbrød
Grøntsags stave/buketter
Radiser eller karse
Sild og æg
Ostestave
Pizzasnegle eller pølsehorn
Kyllingelår og majskolber
Spagetti og kødsovs
Jordbær/frisk frugt (al udskåren frugt skal tilberedes i børnehaven ifølge Fødevarestyrelsens regler om hygiejne)
En lille lun ret såsom frikadeller med brød
 
Husk, at vi i gennemsnit fejrer en fødselsdag om ugen på hver stue. En hyggelig og festlig fødselsdag er, når børnene ikke bliver alt for overgearede. Så undgå sukkeret, når I planlægger fødselsdag. Der er masser af andre muligheder for at lave en festlig dag uden slik, sodavand og lutter søde sager.

Vi glæder os til at fejre dit barns fødselsdag!

Der er lukket for kommentarer.